Klubbens profil

Bredalsparken Fritidscenter er en fritids, junior og ungdomsklub med 285 medlemmer. Vi bor i et stort, dejligt hus med masser af inde og ude plads, fordelt på tre etager.

Når du træder ind i vores klub, er det første du møder vores kunstudstilling. Vi er optaget af æstetik og meget af den kunst, der hænger rundt om i klubben, er noget vi selv har lavet. Du ser også vores nyhedsbrev, der er ophængt ved indgangen. Vi laver et hver måned og skriver lidt om hvad, der sker på vores værksteder og om hvilke aktiviteter eller ture vi har på programmet den pågældende måned. Vi sætter mange billeder i, de fleste er situationsbilleder af det vi laver i klubben, fordi vores børn og unge godt kan lide at se billeder af det de laver i klubben. Du bedes skrive under på en tilladelse, der giver os lov til at bruge billeder af dine børn/unge i vores nyhedsbreve, på FB o.l.

Den pædagogiske tænkning i klubben har som mål at anerkende og respektere den enkeltes ret til at deltage i betydningsfulde fællesskaber ud fra egne forudsætninger. Alle medlemmer oplever at de bliver taget alvorligt, at de medregnes, at de trives og udvikles i disse meningsfulde og betydningsfulde fællesskaber.

Vi ønsker at fremstår som et fristed, hvor der tilbydes forskellige og spændende aktiviteter. Et sted hvor de voksne kan og vil vores børn og unge, hvor de kan få med- og modspil, i en tæt dialog og hvor vi gerne vil et tæt forældresamarbejde.

Klubben er for børn og unge i alderen 10 – 18 år, opdelt i tre afdelinger: Fritids-, junior- og ungdomsklub. Vi ser det som vores kerneydelse at skabe rammer, der giver vores medlemmer mulighed for i deres fritid at lege, at lære, at opdage, at opleve, at udforske og at blive medregnet. Vi er som klubansatte rollemodeller for børn og unge, som mener at den tætte og anerkendende relation er vigtig for børn og unges trivsel. Den kommer til udtryk uformelt i hverdagen og mere formelt ved aktivitets- og værkstedsmøder.

Vi arbejder meget bevidst med medlems indflydelse og har derfor etableret et klubråd. Klubrådet består af to repræsentanter fra fritidsklubben, to fra juniorklubben, to fra ungdomsklubben, to fra krea, to fra sport, to fra dyregården, to fra e-sport og to fra musik, i alt 16 medlemmer. Klubrådet holder møde hver 14. dag og har en voksen som tovholder. Referaterne kommer i nyhedsbrevet. Vi afholder valg til rådet en gang hvert halve år eller hvis, der lige pludselig er flere tomme pladser.

Klubben har værksteder og aktiviteter, der tilgodeser de forskellige interesser man aldersmæssigt har, men vi forsøger at arbejde så meget på tværs afdelingsvis som muligt. Vi har dyrehold, naturlegeplads og bålhytte. Vi har bmx-cykler, skaterrampe og løbehjul. Vi tager i svømmehal, i skøjtehal, til gokart, i biograf og på shoppetur. Vi spiller fodbold, bordtennis og musik. Vi har kreative værksteder, spillerum og café. Vi har madklub, tager på sommer- og vinterkoloni, vi har overnatninger og vi holder fester. Nogle af disse aktiviteter laver vi i samarbejde med andre klubber i Hvidovre.

Vi har inddelt vores medlemmerne i primærgrupper. Det vil sige, at hvert medlem har sin egen primærvoksen, som man altid kan gå til, hvis der er noget, man har på hjertet. Det er også de pågældende primærvoksne, som tager kontakt til jer forældre, hvis der er nogle problemer, vi skal have løst, lige som det gør det lettere for jer forældre at vide hvem I skal kontakte, hvis jeres barn kommer hjem og har haft en kedelig oplevelse, en konflikt eller andet, som I gerne vil tale med en medarbejder om. Primærgrupperne har følgende voksne: Søs, Jesper, Jasmia, Christian, Jan, Amina, Rasmus, Lasse, Benjamin og Mette. Du kan på opslagstavlen i stueetagen se hvilken primærvoksen du hører til